Helligtrekongers søndag

Matt 2,1-12

Igennem længere tid har forskere verden over arbejdet på at kortlægge fuglenes DNA.

Hvordan er fuglenes allermindste dele ordnet, så en fugl er en fugl?

Hvordan overlevede de som art, de naturkatastrofer, der tog livet af de langt mere mægtige dinosaurusser?

Og hvordan hænger fuglene sammen med os i dag? Det kan for eksempel være vigtigt at forstå i forbindelse med sygdomme.

Noget af det, man har fundet ud af, er, at mennesker og fugle har en eller anden form for fælles oprindelse, fordi vi deler de samme gener, der udvikler vores evner til at tale. Så fuglenes og vores egen historie hænger sammen.

Da jeg så et indslag om denne forskning, lagde jeg mærke til, at da intervieweren spurgte en forsker om undersøgelserne allervigtigste resultat, var svaret eftertænksomt :

”Det mest overraskende er, at vi er til.”

Så sårbar og kostbart er livet.

Her på kanten af julen, hvor januar og mandag morgen i morgen giver os en særlig hård blanding af flad økonomi og topmave, får vi i evangelieteksten et eventyr.

Vi kender det alle sammen helt fra barndommen. De hellige konger, der kommer for at hylde barnet.

Det er en magisk fortælling om det eksotiske, det storslåede og det skønne.

Der står ikke et dyt om, at der er tre. Men sådan er det blevet. Vi ved endda, hvad de hedder.

Jeg har også et helt klart billede af, hvordan de ser ud… sikkert hentet direkte ud af Disney og andre fortællinger. Jeg forestiller mig deres dragter så overdådige, at stoffet gnitrer, når de går.

De har tubaer på. Og de medbringer de fineste gaver uden byttemærker.

De drager gennem landskab under den arabiske nattehimmel.

Enhver af jer, der har set den nattehimmel, vil vide, at den i sig selv er eventyrlig. Den ligner sort fløj med et sart drys af ædelsten.

Og er omgivelserne mørke nok, kam man se mælkevejen i al sin uendelighed.

Og hele eventyrkulissen står i en voldsom kontrast til den støvede stald, som er rejsens mål. Støv, hø og lugten af dyr.

Ikke en kongesøn værdigt… eller måske den helt rette kulisse til en, der er noget særligt i sig selv.

Forleden satte TV-programmet Detektor sin lup på fortælling om hellige trekonger, og det er nemt at skære denne historie i stumper og stykker. Hvor kom de fra? Hvad er der med den stjerne? Hvad ved vi egentlig om den historie? Og jeg vil for egen regning tilføje – Hvor langt kan man egentlig rejse efter en stjerne uden brug af Rejseplan?

Men hvorfor? Er det ikke fuldstændig lige meget, hvad der er realistisk, og hvad der er god fortælling, når budskabet, der kommer ud af det, er så tydeligt?

På samme måde som dem, der forskede i fuglene arvemasse måtte indse, at de fik noget ekstra.

Det, som de ikke nødvendigvis havde ledt efter.

Og dermed skal jeg ikke gøre tro og videnskab til hinandens modsætninger. De skal nærmere ses som to sider på den diamant, der er virkeligheden. Og hvis man stirrer sig blind på den ene side, er der meget, der tyder på, at man går glip af skønheden i diamantens evne til at bryde lyset.

Når vi ikke skærer fortællingen i stumper og småstykker, får vi en del af julens magi med i det nye år, med ud i vores liv.

Der var et barn, som verden kom for at hylde.

Der var et skrøbeligt barn i en snusket stald, som fik de mest fornemme gaver.

Der var et spædbarn, som skulle ændre verden. Og med fortællingen om de vise mænd er scenen sat til at tage barnet alvorligt.

Nu har vi fejret Jesu ankomst. Nu er det tid til at vise ham frem og tage ved lære af Gud i verden.

Der er masser af juleånd at tage med ud i det nye år, der ligger foran os.

Selvom der hvert år er mennesker, der hævder, at julen kun er en forbrugsfest, så giver vi faktisk mere til velgørenhed og deltager mere i frivilligt arbejde.

De fleste gør sig også umage for samle familien og har tid sammen, hvor det at være betyder mere end noget andet.

Det bliver særligt tydeligt, hvis der mangler én.

Måske er det det, vi skal tage med os fra jul. Rummeligheden overfor vores nærmeste og vores medmennesker i det hele taget, som evangeliet kræver det af os igen og igen.

Det overraskende er, at barnet er til.

Nu er det vores opgave at vise det frem.

2015 – kulturoplevelser, jeg glæder mig til.

Efter et flygtigt blik i oversigt over kommende udstillinger og foromtaler af bøger ser 2015 meget interessant ud.

Her er lidt guld fordelt over året:

Aros udstiller Janet Cardiff & George Bures Miller. Jeg forventer at blive overrasket og inspireret.

Det næste, jeg vil gøre opmærksom på, er faktisk fra efteråret, men jeg har ikke nået at læse den endnu – Peter Tudvads “I krig og kristendom”. Skal læses, og så alligevel … Skal man vente på bind to, inden man går i gang? Det evige dilemma med seriebøger. Jeg har ikke lyst til at vente.

I februar kommer Marilynne Robinsons “Lila” på dansk. Når der kommer noget med Marilynne Robinson, er det bare med at slå til. Det er guld. Og så er det den sidste af tre selvstændige bøger om Gileads persongalleri. Jeg glæder mig.

“Det granskede liv” af Stephen Grosz, som er fra 2013, opdagede jeg i Samlerens Bogklub. Den skal jeg læse.

Brandts i Odense kommer der i foråret en udstilling med værker af Gudrun Hasle. Spændende kunstner, synes jeg. Og så broderer hun.

I juni er der Sculpture by the Sea. Det er en oplagt anledning til en familieudflugt eller flere. Et år  sejlede vi langs bugten. Det var rigtigt fint. En sjov måde at se udstillingen på fra den anden side. Men i det hele taget en god mulighed for at komme ud og se noget overraskende.

Jeg tror helt bestemt også, at jeg skal tage hele familien en tur med på det nye Moesgaard Museum. Jeg har hørt meget godt om arkitektturen, og det er ved at være længe siden, at jeg har hilst på Grauballemanden.

Hvor lang tid tager det at oversætte en bog fra fransk til dansk? Vi er nogle, der venter med spænding på Michel Houellebecqs “Soumission”. Han skriver røven ud af bukserne og provokerer, så alt stritter.

Til september går Louisiana i polkaplettet. Ja tak!

“Forfatterprædikener” er ved at være en ældre sag. Men jeg har ikke læst den endnu. Det er prædikener og Jørgen Leth. Jeg elsker Jørgen Leth.

2017 kommer nærmere og nærmere, så jeg læser “Martin Luther – Rebel i en opbrudstid” af Heinz Schilling og tager på den måde forskud på glæderne.

Der kommer “True Detective” sæson to på HBO til efteråret. Siger det bare.

Som boblere har jeg “Stillidsen” af Donna Tartt, “Den flammende verden” af Siri Hustved og “Idioten” af Fjodor Dostojevskij stående ulæste på min reol. Jamen, jamen, ahhh.

Og “Dostojevskij – Sprog, tro og fiktion” af Rowan Williams har længe stået på min læseliste.

Nu griber det om sig. Jeg bliver forhåbenligt også inspireret undervejs. 2015 har potentiale til at blive et yderst interessant bekendskab.

DU SKAL, for det virker bedst for mig – om amning og samsovning.

Advarsel… dette indlæg handler om hele to af mødrebloggeres yndlingsslagmarker. Og jeg er på udebane. Det skal handle om amning og samsovning. Egentlig meget intim emner, men også emner, der kan få mødre til at tale grimt til hinanden i timer.

Og jeg er nødt til at sige fra. Jeg har i mit moderskab praktiseret den mest udskældte kombination overhovedet… nemlig ingen amning, og så sover børnene i min seng.

Jeg ville gerne have ammet, men der kom kun mælk til én og lidt, og det er overhovedet ikke nok, når der er to. Hvad jeg ikke hørte af gode råd, før jeg overgik til flaske, og det virkede ikke en skid. Det gjorde mig kun fortvivlet.

Og nu er det forlængst et overstået kapitel, men hver gang jeg hører om ammelykke, tænker jeg, at der sidder endnu en ny mor og hører det samme, og kæmper og kæmper. Og lad så være med at slå hende i hovedet samtidig! I bedste mening naturligvis… men du kunne også holde din mund om din egen succes og børns helbred og bavl og bare være der. Måske med chokolade.

Jeg har virkelig fået afsky for én løsning passer til alle-tankegang i de snart tre år, hvor der har stået mor på mit visitkort. Det er mig ubegribeligt, hvorfor vi har så travlt med at forsvare vores eget valg, at vi er nødt til at gøre det til en lov for alle. Og samtidig bliver vi konstant mindet om, at børn er forskellige og har forskelligt behov. Men især amning og samsovning… det er vi nødt til at tage op og gøre ens. Alt andet er skadeligt eller?

En dag kom jeg til at tale med en veninde, om hvordan vores børn sover. Og jeg fortalte, at mine sover i min seng. Min ellers så søde og tolerante veninde så med foragt på mig og sagde: “Det skal de ikke! Det er dårligt for dig.” Og jeg gik selvfølgelig totalt i forsvar, men egentlig var samtalen vel allerede død der?

Hvorfor spurgte hun ikke mere til om, hvordan det fungerede? Eller om børnene sov godt? Nej, hun dømte mig hårdt og kontant for noget, der i virkeligheden handler om, at jeg ikke skal dømme hende for at have en baby liggende i et andet rum end forældresoveværelset.

Som om jeg ikke er fuldstændig ligeglad. Jeg tænker som udgangspunkt, at de som langt langt de fleste forældre gerne vil gøre det godt for deres børn, og så finder de nok en løsning på det. Og om de har samme fremgangsmåde som mig, er ligegyldigt. De er en anden familie, og jeg har tvillinger.

En af grunden til at de sover hos mig, er, at det giver mig den bedste mulighed for at skille dem ad, så de får noget søvn, og ikke bare i døgndrift er en andens legemakker.

Det virker hos mig. Og vi sover alle tre som sten.

Giv hinanden noget plads. Især på så følsomme emner som søvn og mad for helt nye søvnmangelramte forældre, der bare lige hænger sammen. Så kan vi altid senere tage op, om vi ikke også skulle give hinanden noget mere plads i samfundet som sådan, men det er en ganske anden snak.

‘1864’… det er ikke kun dig, det er mig.

Tv-serier er min favoritret. Jeg ser efterhånden meget sjældent film, og hvis jeg selv må vælge, dyrker jeg glad og gerne TV-seriernes storhedstid.

Og nu er jeg ved at opgive ‘1864′. Det kan simpelthen ikke passe. Instruktøren er god, Pia Kjærsgaard kan ikke lide den, og den handler om en interessant del af Danmarks fortælling. Det kan bare ikke gå galt, og jeg hænger på… Det er jo nærmest blevet en folkesport at sable den slags serie ned. Og det skal ses som et samlet værk og bla bla.

Hvor går det galt? Jeg mindes engang på pastoralseminariet, at vores historiefortællerlærer sagde, at vi ikke måtte servere tygget kød. Der skal være noget at arbejde med. I ‘1864’ bliver pointerne skåret ud, så jeg er på randen af fortvivlelse.

Alt bliver sagt, lavet til billedsymbolik og så fortalt igen. Det må stoppe. Måske er der en fidus med galskaben, og måske hiver jeg mig igennem og ser, hvad meningen er. Men du godeste… hvor bliver jeg proppet under vejs.

Og nu er der jo ingen grund til at lyve på ens blog… DR3 begyndte på et tidspunkt at sende ‘True Detective’ lige efter ‘1864’. Gad vide, hvor smart det var? Det var jo ikke ‘1864’, jeg tænkte på dagen efter. Det var jo ikke ‘1864’, jeg delte med veninder med hang til TV-drama.

Næ nej, TV-seriens guldalder er overhovedet ikke forbi. Den brillerer i sumpene i Louisianna. Og jeg er den store nationssamlende ‘1864’ utro med et amerikansk klassedrama. Det kan kun anbefales.

“Fjendskab, venskab, ægteskab” af Alice Munro

Noveller… hvordan har jeg det med noveller? Det er ikke noget, jeg læser så meget. Jeg kender ikke alle genrens spidsfindigheder, men bliver glad, når jeg støder på en forfatter, der kan.

Alice Munro kan.

Og ja, jeg opdagede hende først, da hun havde fået Nobelprisen. Adskillige af mine favoritforfattere priste hende, og så stod jeg på… bedre sent end aldrig.

Munro skriver lange noveller. Lange, lange noveller. Der er ikke ét ord for meget. Men de er fyldige. De rummer menneskelivet fuldt ud. En novelle kan sagtens dykke ned i en barndomsoplevelse for så at udvikle et besværligt voksent liv og ende 40 år senere.

Novellerne tager udgangspunkt i kvinder, men er ikke som sådan hængt op på køn. Det handler om mennesker, om livet, og egentligt ret ‘almindelige’ liv. Der er masser af kærlighed i novellerne, men også prøvelser som sygdom, alderdom og skilsmisse.

Der er fejl begået af personer, der udlever tidens fristelser og taber noget andet, men der er ingen dom. Der er en stille gennemgående erkendelse af at det er sådan, livet er. Leves forlæns, og forståes baglæns, som et gammelt slidt citat lyder.

De dramaer, der er i novellerne, er små og gigantiske på samme tid. Nogle gange ændres verden med en sætning. Andre gange ved lange seje træk.  Og det er skrevet med en medfølelse og en sproglig klarhed, der gang på gang er overraskende, alligevel vækker en enestående genklang i ens eget liv. Det er helt vildt fascinerende. Jeg husker de mærkeligste ting, når jeg læser Alice Munro.

Et eksempel på sprogtonen er denne beskrivelse, som er spidende:

“At de var blevet for virkelighedsfjerne og dumme af at tage en uddannelse og leve et nemt og beskyttet liv. De havde mistet jordforbindelsen. Højtuddannede og litterater og visse rige mennesker som Grants socialistiske svigerforældre havde mistet jordforbindelsen. Som følge af ufortjent held eller medfødt dumhed. Hvad Grant selv angik, mente de vist desværre, det skyldes begge dele.”

#Muir #Sequoia

#Muir #Sequoia

Novellesamlingen “Fjendskab, venskab, ægteskab” er en stribe af fantastiske noveller. Hver af dem er lidt som at læse en roman. Derfor skal jeg heller ikke læse mere Munro, selvom jeg har endnu en skøn samling, der venter. Det er som at spise en hel julemiddag gange 4-5 stykker. Der er så meget indhold i hver enkelt novelle. Så meget af det liv, der tæsker løs på hverdagsmennesket, og som i glimt er lykkeligt.

“Stå fast” af Svend Brinkmann

Pludselig var Svend Brinkmann her og der og allevegne med sin nye bog “Stå fast”. Og et eller andet har han gjort rigtigt, for jeg har været i flere boghandlere, hvor bogen er udsolgt. Endelig fik jeg den sidste eksemplar hos en forbavset boghandler, der kunne konstatere, at bogen nu er i restordre.

#Sergio #Estrada 83

#Sergio #Estrada 83

Jeg håber med alt, hvad jeg har, at denne bog bliver en bestseller a la Yahya Hassan. Jeg håber, at den bliver læst, delt og diskuteret. Jeg håber, at den kan føre til en eller anden form for opvågnen i alle geleder.

“Stå fast” er en drillende bog med et lystigt tempo. Den er let at læse, fængende og er morsom. Og hold nu op, hvor er den god.

Selvhjælpstyranniet, den positive psykologi og migmigmig får et gennemført og veldokumenteret klask. Coaching og udviklingssamtaler bliver holdt frem og fundet ubrugelige. Og hvad bliver så løsningen på livets fortrædeligheder? Klassisk filosofi, pligtetik og romanlæsning. Mit hjerte, hvad vil du mere?

… prøv at sige nej til noget, du længe har syntes er fjollet eller unødvendigt, men er fortsat med alligevel. På mange arbejdspladser er der for eksempel uendelige række af møder, og mange af os frygter dem med rette. Prøv at sige nej til et møde og begrund det med, at du gerne vil passe dit arbejde. Sig nej med et smil.

Det citat er jeg svært begejstret for. Det rammer lige ned i en af mine gamle slidte kæpheste. Holder vi møde, fordi vi får noget ud af det? Eller holder vi møde for at holde møde?

Sådan er bogen fyldt med konstruktive og brugbare løsninger på en kultur, der er løbet fuldstændig ud af sporet.

I går var Svend Brinkmann i P1Debat, og det var et rigtigt godt program med alle mulige varianter af det-har-vi-aldrig-gjort-undskyldninger og Sørine Gotfredsen, som siger noget fornuftigt.

I det program diskuteres det blandt andet, hvorfor det ikke er en præst eller teolog, der tændte den diskussion. Det ville ellers være oplagt. Jeg tænkte det samme, da jeg læste bogen. Det her burde være skrevet af en præst, og det bliver sagt i mange kirker hver søndag.

Men en professor i psykologi kan slippe af sted med at sige de her ting uden at virke som et forstokket fortidslevn. Jeg tænker om, det også kan være, fordi præster og teologer inklusiv mig selv prøver at være (for) altfavnende af skræk for at støde nogen fra sig. Derfor kan en provokation, som den her bog er, blive for meget. Og er det ikke skræmmende?

Vær i øvrigt opmærksom på, at mange kommenterer Svend Brinkmanns synspunker ved at sige, at det er en dårlig idé med nej-hatten. De afslører dermed kun at forholde sig til overskriften i syv-punktsplan. De har ikke læst bogen, for det er ganske enkelt ikke kun det, han siger. Synd for dem, at de går i desperationsbrændslukning. Ro på, og læs bogen.

Og den kan købes billigt hos Saxo.

“Stoner” af John Williams

“Bogen, som alle taler om.”

#Jane #Ina's 1935

#Jane #Ina’s 1935

Hvorfor Stoner?

Fordi jeg begyndte at høre om den alle steder, og hver gang hørte jeg noget, jeg kunne lide. Den amerikanske roman om et stille liv. Det kunne næsten ikke gå galt. Og da Samlerens Bogklub så skubbede mig det sidste stykke, købte jeg den.

Jeg har læst den på de sidste par dage. Jeg læste den færdig i nat, fordi den var umulig at slippe.

“Stoner”, hvor titlen refererer til hovedpersonen, er en fuldstændig vidunderlig roman. Den perfekte roman er den blevet kaldt, og jeg er tilbøjelig til at tilslutte mig den beskrivelse.

Der er ikke et overflødigt kapitel. Alle historier bygger personen Stoner. Det er Stoners liv udfoldet fra den tidlige ungdom hos forældrene til en ældre mands sidste suk.

Sproget er enkelt og beskrivende, som jeg elsker det ved mange amerikanske forfattere. Det minder for mig lidt om Richard Russo eller Jonathan Franzen. Jeg så bogen sammenlignet med Marilynne Robinson, men det synes jeg, er ramt ved siden af. Måske er tematikken den sammen, men sproget er hos Marilynne Robinson langt mere poetisk.

Romaner kan, når de er bedst, hænge mennesket ud som en sprællemand i kort snor. Se, det her er livet! Og det er præcist det, som Stoner kan. Jeg blev rørt og grebet af hver eneste scene med Stoner og hans forældre. Den knugende fornemmelse i rummet, hvor der ikke er nogen, der siger noget, men der er ansigtsbeskrivelser. Det er formidabelt. Jeg kunne mærke det som knugen i min krop, så godt var det.

For slet ikke at tale om bogens sidste kapitel. Jeg græd samtlige sider igennem. Fordi Stoner som person var nået til livets afslutning, fordi bogen var færdig, fordi livet er, som det er.

Når livet bliver præsenteret på 300 sider eller deromkring, så gør det også noget ved læseren. Der planter sig mildhed om menneskets og dets uformåen. Jeg vil endda gået så langt som at sige, at man får et kraftigt spejl  på sit eget liv. Og hvor er det sundt.

Læs “Stoner”… så enkelt er det.

Strik for sjælen

Hvor skal jeg begynde med at fortælle om det at strikke?

Det føles som nidkær besiddertrang at fortælle om garn. Om materialets evige inspiration og evne til at aktivere følesansen. Og garnets evne til at hobe sig op alle vegne, fordi lysten til at røre og se nyt ikke altid stemmer overens med den tid, der er til rådighed.

Og det er egentlig heller ikke trangen til strikketøjet, der driver værket. Selvfølgelig er det fantastisk at hive en trøje på, som man bare ved, er af det lækreste uld og passer, som den skal. Men derfor farer jeg jo ikke til at fremstille hele familiens tøj selv.

Det, strik kan, er mere end det. Denne artikel, som jeg har fundet hos StineStregen, fortæller om strikkens kostbare egenskab. Sjælero kan man kalde det. Og jeg nyder godt af det. Jeg tror faktisk, at jeg strikker hverdag. Midt i kaos er det en måde at trække vejret på. En måde at lade tiden synke ind og blive en del af mig på.

Og lige om lidt gør jeg det igen.

#Vincent #Robusta

#Vincent #Robusta

The Jordann HipstaPak

Så blev det Hollands tur til at levere en linse og en film til Hipstamatic. Med inspiration fra klassiske malere kan man tage fotografier med en fin struktur, en dyster effekt og et sart udseende. Jeg har brugt den lidt, og den er faktisk ganske udmærket.

Fx er den perfekt til lysekroner:

#Vincent #Rijks

#Vincent #Rijks

Det blev lidt mørkt og fik noget antik over sig. Næste forsøg:

#Vincent #Rijks

#Vincent #Rijks

Fra Den gamle By i Aarhus. Igen lidt dystert og gammelt, men fine farver og noget ekstra, som filtre efter min overbevisning skal kunne.

#Vincent #Rijks

#Vincent #Rijks

Også til et Hvad spiser du? Hvad drikker du? billede kommer der en mørk klang i billedet.

#Vincent #Rijks

#Vincent #Rijks

På det her billede synes jeg, at baggrunden er blevet rigtig god, men man skal godt nok passe på, at ansigtsfarven ikke ender ud i overbelyst.

#Vincent #Robusta

#Vincent #Robusta

Jeg har prøvet linsen med en film, der hedder Robusta og er glad for den kombination. For ikke at sige at den bliver brugt meget for tiden. Rigtig god til tekstiler.

#Vincent #Robusta

#Vincent #Robusta

Og til et af tidens naturfænomener.

Dejligt nyt til Hipstamatic.

12. søndag efter Trinitatis

#Sergio #Estrada 83

#Sergio #Estrada 83

Matt 12,31-42

Den anden dag hørte jeg et interview om en af de utallige voldsomme konflikter, der hærger verden for tiden.

Det var situationen i Ukraine, der blev talt om, og intervieweren blev ved med at kræve svare på, hvad Danmark kunne gøre. Fordi vi ikke selv kan føre en krig eller kan lave mærkbar sanktioner. Hvad kan vi så gøre?

Og den interviewede gav vedkommende ret. Vi kan ikke handle alene på disse måder, men vi har en stemme.

Vi har alle sammen en stemme.

Selvom vi ikke altid har mulighed for at handle, har vi vores ord.

Ord er også en handling.

I Trinitatistiden handler det om at få genopfrisket hverdagskristendommen. Og evangelieteksten til 12. søndag efter Trinitatis er en af dem, der eksploderer mellem ens hænder. Der er så mange ting at tage fat på. Så mange vendinger, som er blevet vores.

Det handler om ord.

”På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.”

Hvor tit føler vi os ikke afmægtige? Nu nævnte jeg, at der var mange brændpunkter i verden, og hvad kan jeg egentlig gøre?

Uendeligt lidt skulle man mene, men jeg har altid en stemme.

Jeg har muligheden for at få sagt højt, hvad der er rigtigt eller forkert. Ikke kun for mig, men også for dem, der kæmper alene. Jeg kan bruge stemmen til at bede.

For nok kan det føles umuligt, men intet fælder os dog som det at vende ryggen til, hvor man kunne have gjort en forskel. Det gælder både i dommen over os selv og i dommen fra andre.

Ord kan også, som der står i epistelteksten, forråde os og være tomme. De kan være fuld af foragt eller malplacerede, fordi vi manglede at lytte i den lille pause, hvor en anden havde brug for tid og ikke gode råd.

På afstand virker ord som en god mulighed. Vi hylder debattører, meningsdannere og eksperter, der kan skære igennem sumpen af tvivl og finde den rette holdning frem.

Hvad gør vi, når det kommer tæt på?

Hvad nu, hvis jeg har alle de rigtige meninger, indtil den dag jeg møder et medmenneske, som ikke helt passer ind i det, jeg havde forestillet mig? Vedkommende passer slet ikke ind det billede, jeg har brugt som skabelon for det menneske, jeg gerne vil være stemme for.

Hvad nu, hvis det er en, der er usoigneret?

Og ham her, som jeg tænker på, han lugter virkeligt grimt! Eller en, som jeg bare ikke kan lide, fordi vedkommende gik for tæt på mig en tirsdag, hvor jeg havde sovet dårligt om natten?

Næstekærlighed som ytring er ikke noget, vi kun kan slippe af sted med at praktisere det på afstand.Vi kan ikke undgå at blive berørt af livet med andre mennesker og blive presset, overskride grænser og blive beskidt. Men det er faktisk meningen, at det skal være sådan. Vi kan godt tåle det. Det er vores opgave!

Der findes utallige spændingsfelter mellem os mennesker, og det letteste er at afvise. Det er meget nemt at overhøre de situationer, hvor det var vores stemme, der kunne have gjort en forskel. Og vi har masser af forsvarsmekanismer til at forklare, hvorfor vi ikke gør noget, da muligheden og kravet lå lige for.

Forsvarsmekanismer, der virker lige godt, når det kommer til det helt nære og til det, der finder sted i en ørken, på et bjerg eller blandt legende børn på en strand.

Vi mennesker kan sjældent lide at være i fokus eller at stå alene. Er det egentlig ikke noget mærkeligt noget at sige i en tid, der præger af kendis og reality?

Det, jeg mener, er, at vi ikke ret godt kan lide konflikter. Det er som sagt meget nemmere at holde sin mund og håber på, at sidemanden får sagt det, der skulle siges. Og hvis han eller hun ikke gør, så er der ikke noget at gøre ved det.

Måske kommer chancen igen.

Måske er chancen ligeså fortabt, som du i den situation selv er.

Der er al mulig grund til at lede efter de rigtige ord. For i dem findes kærligheden og medfølelsen. I dem bliver vi mennesker for hinanden.

Eller som Rowan Williams, den tidligere engelske ærkebiskop har sagt det:

”Kærlighed er ikke en følelse af godhed for næsten, men en aktiv søgen efter det gemte ord – så jeg kan høre, hvad Gud har at sige til min næste, og hvad Gud har at give mig gennem ham eller hende.”

Det er den søgen, vi bliver dømt på… også menneske og menneske imellem.